Historielektion: Hvad er en .ico-fil? Windows’ ikonformat

Hvad er en .ico-fil?

En .ico-fil er Windows’ ikonformat. De fleste billedfiler rummer ét billede; en ICO-fil rummer en ikonressource — en lille samling billeder, der alle viser det samme ikon, hver tegnet i en anden størrelse og/eller farvedybde. Microsofts egen forklaring, John Hornicks artikel Icons dateret 29. september 1995, siger det ligeud: én ICO-fil, eller en ikonressource i en EXE eller DLL, kan indeholde flere ikonbilleder med hver sin størrelse og/eller farvedybde.

Derfor kommer søgningen “hvad er en .ico-fil” som regel fra nogen, der har fundet en i en programmappe, en download fra nettet eller et gammelt projekt og undrer sig over, hvorfor fotofremviseren kun viser en lille firkant — eller ingenting. Filen er gyldig; den er bare en container af ikonbilleder, ikke et almindeligt foto. For beslægtede formater på dette websted, se Historielektion: Hvad er en .bmp-fil? og Historielektion: Hvad er en .png-fil?.

Tidlige Windows-ikoner og æraen med én størrelse

Ikoner har været en del af Windows siden de tidligste skrivebordsmiljøer, men det tidlige system tænkte i én ikonstørrelse. Microsofts artikel fra 1995 bemærker, at de oprindelige funktioner som LoadIcon, ExtractIcon og DrawIcon stammede “fra 16-bit-dagene, hvor systemet kun definerede én ikonstørrelse”, og at de strækker det, de får, til den store standardstørrelse.

Med Windows 95 og de følgende Windows NT-versioner holdt Windows styr på små og store ikoner for både system og shell, og nye funktioner (Ex-varianterne, LoadImage, DrawIconEx) kunne bede om en bestemt størrelse. Vejledningen fra 1995 opfordrede udviklere til mindst at levere 16×16 og 32×32 i 16 farver plus 48×48 i 256 farver. Formatet havde længe kunnet rumme usædvanlige størrelser; det var Windows, der indhentede det for at bruge dem.

Én fil, mange størrelser og farvedybder

Når Windows skal bruge et ikon, gennemgår det billederne i ressourcen. Ifølge Microsofts regler fra 1995 vælger det billedet med den størrelse, der er tættest på den ønskede; deler flere den størrelse, foretrækkes det, der matcher skærmens farvedybde, ellers det dybeste, der ikke overstiger den. Små størrelser er ikke bare formindskede kopier — designere tegner dem ofte om, så en 16×16-version forbliver læselig.

Microsofts ikonretningslinjer for Windows Vista angav senere det fulde sæt til programikoner som 16×16, 32×32, 48×48 og 256×256, med 32-bit-grafik (inklusive alfa) plus 8-bit- og 4-bit-paletversioner til situationer som fjernskrivebord. En lille .ico kan derfor rumme et dusin billeder eller flere — præcis det, man ser, når man åbner den i en ikoneditor.

Sådan er en .ico-fil bygget op

Opbygningen kan beskrives i ét afsnit. Filen starter med en ICONDIR-header på tre ord à 2 byte: en reserveret værdi, der skal være 0, en type, der er 1 for ikoner, og et antal billeder. Derefter følger én ICONDIRENTRY pr. billede — 16 byte hver — med billedets bredde, højde, antal farver, planer, bit pr. pixel, antal byte billeddata og den forskydning, hvor dataene begynder i filen.

Hvert klassisk billede er en DIB (enhedsuafhængig bitmap) — en BITMAPINFOHEADER, en valgfri farvetabel, XOR-masken (farvepixlerne) og en 1-bit AND-maske, der markerer gennemsigtige områder. Microsoft nævner en klassisk faldgrube: højden i headeren er den samlede højde af begge masker, så den ser dobbelt så stor ud som ikonets reelle højde. I samme familie bruger ikoner i EXE- og DLL-filer næsten de samme strukturer som RT_GROUP_ICON- og RT_ICON-ressourcer.

PNG i ikonet siden Windows Vista

Større ikoner gjorde bitmapdata tunge. En artikel i MSDN Magazine fra 2008 om afkodning af Windows Vista-ikoner forklarer, at de voksende bitmaps fyldte for meget på disken og i hukommelsen, så Microsoft valgte PNG: ikoner i Windows Vista kan indlejre PNG-billeder i stedet for DIB’er, hvilket gjorde 256×256-ikoner i 32 bit praktiske til en brøkdel af størrelsen. Microsofts Vista-retningslinjer siger, at kun 256×256-billedet bør komprimeres, mens de mindre størrelser bevares i klassisk form.

Et bredde- eller højdefelt på én byte kan ikke rumme 256, så et 0 i katalogposten læses som 256. For software skrevet før Vista er en PNG-komprimeret post ukendte data, og det er én grund til, at nogle ældre værktøjer fejler på moderne .ico-filer, selvom Windows selv viser dem fint.

.cur — søskende til markører

Musemarkører bruger et næsten identisk format med filtypen .cur. Microsofts artikel fra 1995 siger, at markører er “meget lig ikoner” — så meget, at eksempel-ikoneditoren kunne læse .CUR-filer ved at lempe ét enkelt tjek: header-typen 2 for markører i stedet for 1 for ikoner. MSDN-artiklen fra 2008 gentager reglen: det andet ord er 1 for ikoner og 2 for markører.

Det vigtige ekstra i en markør er hotspottet, de pixelkoordinater, der gælder som markørens spids. Som Raymond Chen beskriver på The Old New Thing, begynder markørbilledressourcer med hotspottets x- og y-koordinater før bitmapdataene. Animerede markører (.ani) er et separat format og ikke en del af denne lektion.

favicon.ico på nettet

.ico-formatet slap ud af skrivebordet via browseren. Internet Explorer 5, udgivet i marts 1999, hentede en fil ved navn favicon.ico fra roden af et websted, når en bruger føjede det til Favoritter, og viste ikonet i Favoritlisten. Raymond Chen forklarede senere, at IE kun ledte efter den, når en side blev føjet til Favoritter, ikke ved hvert besøg, for ikke at belaste serverne. Sider kunne også pege på en anden placering med et link-element i HTML’en.

Browsere accepterer i dag andre formater til webstedsikoner, men mange websteder har stadig en favicon.ico i roden, og Microsofts IE-team bemærkede, at ICO’s evne til at rumme flere størrelser passer til de mange steder, et webstedsikon dukker op — faner, favoritter, genveje. En .ico i mappen Overførsler er derfor ofte bare et webstedsikon gemt fra nettet.

Sådan konverterer du .ico til PNG lokalt

At omdøbe .ico til .png virker ikke: filen starter med ICONDIR-headeren, ikke en PNG-signatur, og kan indeholde mange billeder. En rigtig konvertering læser kataloget, vælger en post — som regel den største —, afkoder bitmap- eller PNG-dataene, anvender gennemsigtighedsmasken og skriver en almindelig PNG, der bevarer alfakanalen. Vælg kun JPG, hvis du ikke har brug for gennemsigtighed.

Legacy File Converter åbner .ico-filer på din egen Windows-pc og konverterer dem til PNG eller JPG — intet uploades, hvilket betyder noget, når ikonerne hører til et kundeprojekt eller et internt program. Det er en rolig måde at gøre legacy-filer som gamle ikonsæt til billeder, som ethvert program kan åbne. For nabolektioner, se BMP, PNG og WebP.